Sekretariatet for erhvervsmæssig anvendelse af forskningsinfrastrukturer
Når nye indsigter skaber nye muligheder
Sekretariatet for erhvervsmæssig anvendelse af forskningsinfrastrukturer hjælper danske virksomheder med at få adgang til avancerede metoder til diagnostik af materialer. De indsigter, analyserne skaber, kan danne grundlag for nye løsninger inden for produktudvikling, innovation og problemløsning. Sekretariatet drives af Foreningen LINX med støtte fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og arbejder for at gøre nogle af verdens mest avancerede forskningsfaciliteter mere tilgængelige for dansk erhvervsliv.
Materialer rummer mere, end man kan se
Materialer er en grundlæggende del af stort set alle produkter, konstruktioner og produktionsmaskineri. Deres egenskaber, såsom styrke, fleksibilitet, holdbarhed eller elektrisk ledningsevne, afgøres af deres opbygning helt ned på molekyle- og atomniveau.
Når virksomheder udvikler nye produkter eller oplever udfordringer med eksisterende materialer, er det ikke altid nok at se på overfladen. Det kan være nødvendigt at forstå, hvad der sker inde i materialet. Avancerede analysemetoder baseret på røntgen- og neutronstråling gør det her muligt at undersøge materialers indre struktur i en detaljegrad, som traditionelle metoder ikke kan opnå.
Den indsigt kan være afgørende, når virksomheder skal forstå materialers egenskaber, løse udfordringer i produktionen, udvikle nye produkter med forbedrede funktioner og identificere innovationspotentialer, der ellers ville forblive ukendte.
Vejen til de rette eksperter
Danmark har stærke forskningsmiljøer og adgang til avancerede diagnostiske faciliteter. Alligevel er mulighederne ofte ukendte for virksomheder, og det kan være vanskeligt at vide, hvornår materialediagnostik er relevant, eller hvem man skal tage kontakt til.
Her spiller sekretariatet en central rolle. Vi identificerer og faciliterer samarbejder mellem virksomheder og de ekspertmiljøer, der findes på universiteter og teknologiske institutter. Sekretariatet hjælper virksomheder med at vurdere, hvorvidt og hvornår avanceret materialediagnostik kan skabe værdi, og tager altid udgangspunkt i virksomhedens konkrete behov, modenhed og vidensniveau. Er svaret ja, hjælper vi virksomhederne med at skabe forbindelse til de rette eksperter og samarbejdspartnere. Samtidig understøtter vi netværk og videndeling på tværs af forskning, erhvervsliv og erhvervsfremmesystemet.
Hvilken forskel gør sekretariatet?
Sekretariatet arbejder for, at flere virksomheder får gavn af de muligheder, som avanceret materialediagnostik rummer. Ved at gøre ekspertviden og analysemuligheder mere tilgængelige bliver det lettere for virksomheder at udvikle nye produkter, optimere eksisterende løsninger og løse komplekse materialemæssige udfordringer.
Kontakt os
Har du spørgsmål til sekretariatets aktiviteter, eller vil du høre mere om mulighederne for samarbejde, er du velkommen til at kontakte os.
Jacob Becker
Direktør
jbc@linxproject.dk
+45 20 65 68 62
Kontakt os
Har du spørgsmål, eller ønsker du at blive medlem, er du velkommen til at kontakte os. Du kan skrive til info@linxproject.dk eller kontakte:
Jacob Becker
jbc@linxproject.dk
Tel.: +45 20 65 68 62
Vi glæder os til at høre fra dig.

